“Grove Kastanje Boller” (glutenfri, sukkerfri & laktosefri)
Glutenfri bagværk behøver ikke at blive hårdt, tørt og smage af støv 😉 Denne opskrift på grove kastanje boller er et godt eksempel på, at glutenfribrød kan smage fantastisk godt.
Jeg købte, for noget tid siden kastanjemel i Salling. Der blev i dag eksperimenteret med en ny opskrift med kastanjemel i køkkenet, og det endte ud i et super vellykket resultat.
Bollerne er bløde og saftige inden i – og jeg er især begejstret over bollernes struktur. De ligner og smager som “rigtige” boller. Kastanjemel er faktisk en lidt undervurderet mel – den giver en mægtig god og lidt sødlig smag. Kastanjemelet har i denne opskrift fået selskab af havremel, fuldkorns rismel og sesammel. Det var et heldigt sats, jeg lavede, for uhmm de er bare tosset gode 😀 Sprødheden er at finde uden på bollerne, for de er nemlig sprøde udenpå og bløde indeni 😉
“Grove kastanje boller” er velegnet til frokost som morgenbolle eller til eftermiddags hyggen. Jeg stemmer for, at alle bør prøve at bage disse boller – for de er en sand vinder 😀
“Grove Kastanje boller” (10-12 stk.)
Det skal du bruge:
1/2 liter lunkent vand (det må endelig ikke være for varmt, da FiberHusken vil klumpe sammen)
15 g. FiberHusk (den gule)
1 tsk. fint salt
60 g. glutenfri havregryn
80 g. kastanjemel (kan købes hos Helsekost, Matas og i specialforretninger)
30 g. fedtreduceret sesammel (fra Funktionel Mad)
50 g. fuldkorns rismel (fx fra Urtekram)
170 g. glutenfri havremel
5 spsk. havregryn til pynt
2,5 spsk. sesamfrø til pynt
Solsikkeolie til at pensle/dryppe bollerne med
Sådan gør du:
- Vand og FiberHusk røres sammen. Lad det trække i ca. 20 min., således det bliver til en tyk gelé.
- Tænd ovnen på 200 grader (alm. ovn)
- Pisk vand og Fiberhusk gelén med en elpisker. Tilsæt salt og pisk igen.
- Alt melet måles af og blandes sammen i en skål.
- Tilsæt mel lidt efter lidt i gelémassen i mens der røres rundt. Brug evt. dejkroge til en elpisker eller en røremaskine.
- Rør dejen rigtig godt sammen – den skal være som en tyk, klistret grød.
- Form bollerne med fugtige hænder. Bollerne hæver en lille smule opad under bagningen, så gør dem evt. en lille smule flade og brede.
- Vend de fugtige boller i havregryn og sesam og sæt dem på en bageplade med bagepapir.
- Pensel/dryp bollerne med lidt solsikkeolie – så får de en dejlig sprød og gylden overflade.
- Bag bollerne midt i ovnen på 200 grader (alm. ovn) i ca. 30 min. Bollerne er færdige, når de er let gyldne og hule, når du banker på undersiden.
- Køl bollerne af på en rist.
Bollerne er fryseegnet.
Rigtig god bagelyst 😀
Er lige stødt på denne opskrift og har tænkt mig at den skal da prøves. Men skal der ikke noget hævemiddel af nogen art i?