De lækreste ”Chewy Choko-Karameller m. saltede peanuts” (glutenfri, laktosefri & uden raffineret sukker)
Disse karameller er det rene guld!!!! De smager himmelsk, overdådigt og bedst af alt er det kvalitets slik på højeste niveau 😀
Karamellerne er super lette af lave, og sætter du dem til at stivne på frost, kan du hurtigt nyde lækre hjemmelavet sundere karameller.
De indeholder hverken gluten, laktose eller raffineret sukker. Karamellens base er lavet af honning, agave og chokolade. Det er meget vigtigt, at forholdet mellem chokolade, honning og agave bliver fulgt nøje – da denne opskrift giver perfekte chewy karameller. De har VIRKELIG den perfekte karamel konsistens. De skal opbevares på køl, da de ellers vil smelte og blive for bløde. Ta’ dem ud af køleskabet 5 min. før de skal nydes, så er de nemlig bare perfekte 🙂
I denne udgave forenes de søde choko-karameller med saltet peanuts, hvilket er en helt fantastisk sammensætning. Pas på! De er stærkt vanedannende 😉
Karamellerne er perfekte til weekend hygge eller som en fin hjemmelavet værtindegave 🙂
De lækreste ”Chewy Choko-Karameller m. saltede peanuts” (ca. 40 stk.)
Det skal du bruge:
25 g. agave
100 g. fast honning
1 stor knivspids ren vaniljepulver
10 dråber Sweet Drops ”English Toffee”
125 g. sukkerfri og laktosefri mørk chokolade
75 g. ristet saltede peanuts
Sådan gør du:
- Hak chokoladen fint og hak de ristet saltede peanuts groft.
- Smelt honning og agave i en tykbundet lille gryde – bring massen i kog, og lad det koge i 1/2 minut under omrøring.
- Honning/agave-karamellen tages af blusset, rør vanilje og sweet drops i.
- Tilsæt den hakket chokolade – rør i karamelmassen indtil chokoladen er smeltet, og karamellen er ensartet og fløjlsblød.
- Beklæd en form (ca. 8*18) med bagepapir, fordel de hakkede peanuts i formen og hæld den varme karamel over.
- Bank formen i bordet et par gange – så flyder karamellen nemlig ned i bunden, og eventuelle luftbobler bliver ”banket” væk.
- Karamellen stilles på køl i ca. 2 timer eller på frys i ca. 1 time – karamellen skal sætte sig og være helt fast.
- Skær den færdige karamel i passende stykker. Jeg fik ca. 40 stk. ud af denne portion.
- Opbevar dine karameller på køl i en tætsluttet beholder. Karamellerne kan holde sig i flere uger på køl, hvis altså de overhoved holder sig længe 😀
- Du kan evt. pakke dine karameller ind i cellofan eller bagepapir.
Tips:
– Du kan sagtens udskifte de ristet saltet peanuts med andre nødder. Fx kan du bruge mandler, valnødder, pecannødder, pisatacienødder osv.
– Hvis du pakker dine karameller ind i cellofan, har du en perfekt værtindegave til forårets mange fester og begivenheder.
– Kan du tåle laktose, kan du erstatte den mørke chokolade med sukkerfri lys chokolade.
Ingen kommentarer endnu