“Pernilles Geniale Vaniljekranse” (glutenfri, sukkerfri & laktosefri)
Vaniljekranse er for mig ligeså vigtige i julen som pebernødder. Julens traditioner skal jo overholdes, for at det kan blive “rigtig” jul 😉
2. søndag i advent smøgede jeg ærmerne op, og kreererede den mest geniale og velsmagende opskrift 🙂 Der blev simpelthen råbt et sejrs “yeah” ved første vaniljekrans-bid 😀
Min mor bager hvert år de skønneste vaniljekranse med mandelstykker i – de er tilpas sprøde, søde og crunchy. NU kommer det gode, min version er magen til 😀 De er VIRKELIG kræs, og så har de den helt rigtige krumme – sprøde og samtidig luftig (de er ikke kompakte, som mange alternative kager ofte er). Jeg brugte kartoffelmel, og jeg har på fornemmelsen, at det er denne ingrediens, som virkelig får vaniljekransene til at sidde lige i skabet 😀
Kan anbefale ALLE at lave dem, for nøøøj de er guddommelig gode 😀
“Pernilles Geniale Vaniljekranse” (ca. 30-35 stk./1 bageplade)
Det skal du bruge:
30 g. kokosolie
1 æg og 1 æggehvide
30 g. Sukrin Gold
30 g. Sukrin (alm.)
2 spsk. Fiber Husk (loppefrøskaller)
1,5 tsk. vaniljearoma (fx fra “Urtegaarden”)
1 spsk. citronsaft
85 g. fedtreduceret mandelmel
40 g. kartoffelmel
1 lille tsk. hjortaksalt
1 tsk. ren vaniljepulver
25 g. hakket smuttede mandler
Sådan gør du:
– Smelt kokosolien i en gryde på svag varme – lad olien køle af.
– Smut og hak mandlerne.
– Pisk æg, æggehvide, Sukrin Gold, Sukrin, Fiber Husk, vaniljearoma og citronsaft grundigt sammen med en elpisker.
– Tilsæt det afkølet kokosolie, og pisk massen igen.
– Rør fedtreduceret mandelmel, kartoffelmel, hjortaksalt, vaniljepulver sammen. Bland herefter de hakket mandler i.
– De tørreingredienser hældes lidt efter lidt i den vådeblanding, imens der røres rundt (brug evt. en elpisker med dejkroge).
– Ælt til sidst dejen godt med de bare næver.
– Dejen stilles på køl i ca. 1 time.
– Tænd ovnen på 190 grader.
– Form dejen til vaniljekranse. Jeg brugte en Kitchen Aid røremaskine med kødhakkerens stjerneform til at lave fine mønstret kranse. Alternativt kan du rulle dejen til tyndere pølser, og forme dem til små kranse.
– Bag vaniljekransene øverst i ovnen på 190 grader i ca. 8-11 min. (Vaniljekransene skal være gyldne).
– Afkøl vaniljekransene på en rist. Opbevar dem i din favorit kagedåse 😀
Tips:
– Dejen er ret fast, så det er ganske umuligt at lave kransene med en tyl – jep, jeg har forsøgt 😀
Hejsa.. Lyder til at være en lækker opskrift.. 😀 Men kan man undlade hjortetaksalt?? Kan simpelthen ikke fordrage smagen af det… 😀